Det lignede endnu en dag, hvor intet gik Silkeborgs vej, men en stor fejl af FC Midtjyllands målmand Jonas Lössl gav østjyderne 1-1.
Dermed fik Silkeborg holdets første superliga-point siden premiererunden.
For Silkeborgs træner Keld Bordinggaard er det ene point nærmest uvurderligt efter fem nederlag på stribe og meget modgang i det nye job.
- Det er bestemt en lille sejr for os. Vi skulle så mange omveje for at finde det næste point. Vi skulle også forbi nogle omveje og omkring et selvmål i dag, siger Keld Bordinggaard til TV 2 Sport.
Hans hold kom bagud allerede efter et kvarter, da Danny Olsens hårde tværpasning ret tilfældigt ramte midterforsvareren Jesper Mikkelsen og strøg ind bag en chanceløs Lasse Heinze.
Da var der lang vej hjem for et mentalt hårdt ramt hold.
- Man tænker, hvordan reagerer spillerne nu?
- Karakter og mod var et nøgleord i dag. Vi havde et helt nyt midterforsvar, og FC Midtjylland gjorde det svært for os i starten. Men så fik vi åbnet spillet op, og på den måde kæmpede vi os tilbage, lyder det fra en tilfreds Silkeborg-træner.
Han og spillerne skal nu forsøge at spæde yderligere point til samlingen på lørdag, når AGF er gæster i Silkeborg.
/ritzau/