Der er været fuld sving i forretningen på bordellet 'Hot Latinas' i Vanløse. Men de dage er nu talte, efter at politiet i formiddags stormede bordellet og sigtede en 30-årig bordelmutter for rufferi til 10 millioner. Det skriver eb.dk.
"Vi mener, at hun de seneste to-tre år har tjent omkring 10 millioner kroner på en lang række kvinders prostitution," siger efterforskningsleder René Hansen til eb.dk.
Ud over bordelmutteren fra Mozambique har Københavns politi også anholdt tre brasilianske prostituerede, som arbejdede på 'Hot Latinas'-bordellet i Vanløse. I Mozambique såvel som i Brasilien tales der portugisisk, så bordelmutter og de ansatte har kunnet kommunikere.
Det er via hjemmesiden www.hotlatinas4you.com, at kunderne har kunnet se menukort af pigerne og deres services. Det er også her, bordellet har fået mange forespørgsler om arbejde fra latinamerikanske kvinder, da det i forhold til mange andre lande giver en udmærket hyre at være prostitueret i Danmark.
Den 30-årige bordelmutter bliver torsdag fremstillet i Frederiksberg dommervagt med krav om varetægtsfængsling.