Ssssschwuuuussj.
Den sundhedsskadelige lyd fra biler, der drøner forbi vinduet, er en del af hverdagen for beboerne i 700.000 boliger i Danmark.
Nu giver et nyt elektronisk kort det første overblik over, hvor støjen fra vej, lufthavn eller jernbane overstiger grænseværdien på 55 decibel.
Kortet kan ses på http://noise.mst.dk/ og er udarbejdet af Miljøstyrelsen. Man kan vælge sin kommune og se støjniveauet helt ned til den enkelte vej, hvis man for eksempel går med planer om at købe nyt hus. Eller hvis man bare vil se, hvor udsat man er.
Ikke overraskende er der mest støj på indfaldsvejene til København og Århus. Ni af ti af de støjramte boliger ligger langs en kommunevej.
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) vil bruge støjkortet som en anledning til at gå til angreb på støjen.
- Der har været en god indsats for at begrænse støjen i de senere år. Alligevel er der stadig for mange, der lever med et uacceptabelt støjniveau. Det skal vi have gjort noget ved, siger Troels Lund Poulsen.
Miljøministeriet har samtidig med kortet offentliggjort nogle redskaber til kommunernes kamp mod støjen. For eksempel hvordan man bedst fremmer samarbejdet mellem borgere og kommune, eller hvordan hjælper borgerne med at sætte støjdæmpende vinduer i boligen.
Hvert år dør op til 500 danskere tidligere end ellers på grund af støj.