Den tidligere verdensmester Tom Boonen kan ånde lettet op, efter hans arbejdsgiver Team QuickStep nøjedes med at give ham en stor bøde, da han for anden gang på to år er blevet testet positiv for kokain.
Boonen skal desuden starte i et behandlingsforløb, oplyser holdet ifølge Associated Press.
"Vi har udarbejdet et terapiforløb i samarbejde med et specialiseret center. Holdets læger vil overvåge forløbet," fortæller Team QucikStep i en meddelelse, som er underskrevet af hovedsponsoren, holddirektøren Patrick Lefevere og Boonen selv.
Hverken Den Internationale Cykelunion (UCI) eller Verdens Anti-Doping Agentur (WADA) vil gå ind i sagen.
Tom Boonen, der blev verdensmester i landevejsløb i 2005, blev i februar dømt skyldig for kokain-misbrug ved en belgisk domstol, og han undskyldte senere. Domstolen har dog endnu ikke udmålt straffen for cykelrytteren. I Belgien kan domme for kokainbesiddelse variere fra tre til fem års fængsel samt bøder på op til 800.000 kroner.