Banker, it- og teleområdet giver kunderne størst grund til at klage.
I 2010 modtog Forbrugerombudsmanden i alt 5.191 klager over danske virksomheder. Det er en stigning på 20 procent i forhold til året før og det højeste niveau nogen sinde.
Det viser årsopgørelsen for 2010, som er blevet offentliggjort i dag.
"Det er vores opfattelse, at folk er mere bevidste om deres rettigheder, og derfor ikke tøver med at henvende sig til os," siger Tina Emilie Pedersen, informationsmedarbejder hos Forbrugerombudsmanden, til Newspaq.
IT og teleområdet er blandt de områder, der giver Forbrugerombudsmanden mest sved på panden.
"Det kan være i forhold til abonnementer og aftaler, man indgår på nettet. Vi får også en del klager over spam og fra folk, der har deltaget i konkurrencer på internettet og ikke får den præmie, de er blevet lovet," siger Tina Emilie Pedersen.
Også bankerne giver anledning til mange klager.
"De handler primært om bankens rådgivning i forbindelse med investeringsprodukter, som i nogle tilfælde har været mangelfuld," siger Tina Emilie Pedersen.
Forbrugerombudsmanden modtog i 2010 ca. 400 henvendelser om finansielle problemstillinger, hvoraf godt de 300 drejede sig om Roskilde Bank.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe kan dog ikke nå at behandle alle klagesagerne.
Sidste år afsluttede han godt 800 konkrete sager om markedsføring. 28 virksomheder blev politianmeldt. Mens 25 virksomheder fik en dom og/eller en bøde.