Cecilie Hother er klar favorit til at vinde finalen i Vild Med Dans på fredag.
Og det skyldes ikke blot hendes evner på et dansegulv, men også den kendsgerning, at hun får eksponering på tv-skærmen som smilede vejrvært på TV 2. Det mener flere odss- og danseeksperter, som B.T. har talt med.
"Det har kæmpe betydning, at Cecilie er på som vejrvært så tæt på finalen. Det betyder, at seerne får et tættere forhold til hende. Det er også derfor, vi har valgt hende som favorit til sejren," siger Peter Emmike Rasmussen, som sætter odds for Danske Spil.
"Vi tror på, at Cecilie set over hele linjen har en bedre vinderchance - og netop hendes eksponering og det, at hun er så meget "på" kan absolut være afgørende".
Danske Spil giver pengene 1,5 gange igen på Cecilie Hother plus partner og odds 2,25 på konkurrenten Laura Drasbæk plus partner.
Også Marianne Eihilt, tidligere vinder af Vild Med Dans, mener, at det er en "klar fordel", at vejrpigen er så meget på tv:
"Det kvitterer danskerne for, er jeg sikker på. Hun er jo ikke overeksponeret, men er med dér, hvor det giver mening."