Dart, volleybold og en million odds på fodbold. Bruddet på Danske Spils monopol på pengespil på sport er nu brudt.
Danske gamblere kan nu for første gang gå på jagt i et slaraffenland af nye spil hos udenlandske bookmakere. Og det er for første gang helt lovligt.
"Danskerne har været vant til et ganske begrænset udvalg. Men vi kommer nu med et udvalg, der på månedbasis ligger på omkring en million forskellige spil, som folk kan spille, når de er nede i kiosken eller supermarkedet," siger Piet Klein, der er countrymanager for Stanleybet i Danmark, til Newspaq.
Stanleybet er foreløbig den udenlandske bookmaker, der satser mest på at sætte terminaler op rundt om i landet. Inden for de næste to uger vil det være muligt at sætte sine penge på fodbold, håndbold, tennis og en række andre sportsgrene på samme facon som det kendes fra Danske Spil med papirkuponer.
Og så bliver spil på hjørnespark, offside, indkast og andre specialspil for de fodboldglade danskere nu muligt.
"Vi forventer at kunne opstille cirka 40 terminaler i kiosker og butikker hver uge. Det kommer til at ligne det vi med succes har gjort i Belgien og Italien, hvor vi har terminaler sat op over hele landet," forklarer Piet Klein.
Stanleybet har spillicens i otte lande og har udbudt spil siden 1953. Bookmakeren ser frem til at gøre sit indtog i Danmark.
"Spilmarkedet bliver kun styrket af øget konkurrence. Det er meget interessant for os at komme ind på det danske marked, for danskerne spiller for flere hundrede millioner kroner årligt på offline spil (spil hos forhandlerne, red.)," siger Piet Klein.
Monopolet er dog kun delvist brudt. Danske Spil har fortsat monopol på pengespil på hestesport og Lotto.
Men selvom store internationale bookmakere som Bet365, Ladbrokes og Stanleybet nu har gjort sit indtog på markedet, de fleste kun på nettet, så er man ubekymret hos Danske Spil.
Det tyder ellers på, at Danske Spil får svært ved at følge med, når det kommer til beløbsgrænser for, hvor meget man må spille pr. dag, udbuddet af forskellige spil og størrelsen på odds.
"Nu kommer de udenlandske bookmakere til at operere efter loven, så det udelukker en hel masse. Jeg tror, at udbuddet og konkurrencen vil være som i dag, det kan vi alle sammen glæde os over," siger kommunikationschef i Danske Spil Thomas Rørsig.
De udenlandske boomakere skal betale skat i Danmark for at kunne tilbyde spil, både på nettet og ude i kioskerne.