Endnu har ingen håndværkere mistet livet under opførelsen af DR-Byen, men arbejdspladsen er også kåret til Danmarks sikreste. Det har DR på de seneste fire år udbetalt 4,5 millioner kroner i sikkerhedsbonus til håndværkerne for. Penge der går fra danskernes licensmidler.
Men en sikker arbejdsplads koster, og en sikkerhedsbonus er en metode at undgå ulykker på, mener Jakob Ugelvig Christiansen, arbejdsmiljørådgiver og regionschef hos konsulentvirksomheden Jobliv Danmark.
»Hvis man kan forhindre, at folk bliver slået ihjel, gælder alle kneb. Pengene på sikkerhed er brugt efter ’pisk eller gulerods’-princippet, og her har DR tilsyneladende valgt guleroden,« siger han.
Ifølge en bekendtgørelse fra Arbejdstilsynet har bygherren, som i dette tilfælde er Danmarks Radio, en pligt til at koordinere sikkerhedsarbejdet på byggepladsen.
»Der har været meget fokus på ulykker på arbejdspladser, og man har fundet ud af, at de sædvanlige metoder ikke virker. Derfor prøver DR, som har det overordnede ansvar, med nogle andre metoder,« siger Jakob Ugelvig Christiansen.
»DR præmierer håndværkerne med ferierejser for at overholde sikkerheden. De kunne også have ansat 10 personer, der gik rundt på arbejdspladsen og kontrollerede, at sikkerheden blev overholdt. Så havde ingen angrebet, at man har brugt licenskroner på sikkerheden,« siger Jakob Uglevig Christiansen.