U2-forsangeren Bono er meget optaget af fattigdom og hungersnød. Selv lider han ingen nød, men er tværtimod på vej til at blive verdens rigeste musiker.
Det sker, når det sociale netværk Facebook i dag bliver børsnoteret, skriver The Daily Mail.
Ireren kan prise sig lykkelig over, at hans private ejendomsselskab Elevation Partners købte 2,3 procent af aktierne i Facebook i 2009 for "sølle" 56 millioner pund, eller knap en halv milliard kroner.
De aktier bliver i dag knap 8,7 milliarder kroner værd.
52-årige Bono med det borgerlige navn Paul Hewson overtager dermed førstepladsen på listen over de rigeste musikere fra den tidligere Beatle Sir Paul McCartney på 69, der menes at være god for omkring 665 millioner pund, eller små 6,2 milliarder kroner.
I alt er der sat 421 millioner Facebook-aktier til salg i dag, svarende til 18 procent af selskabets hidtidige aktiekapital.
Aktiesalget indbringer Facebook 94 milliarder kroner.
Kilde: The Daily Mail