En række københavnske andelsejere er, som beskrevet i Nyhedsavisen de seneste dage, rendt ind i alvorlige økonomiske problemer. På grund af en gammel aftale er det kommunen, der har krav på stigningen i værdien af deres andele. Mindst 350 andelsejere, der indtil for et år siden troede, at de havde en sikker investering, har derfor mistet millioner af kroner.
Ikke kommunens fejl
Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (B) vil gerne gå i dialog med andelsejerne om en løsning, men han afviser, at der skal findes en politisk løsning på problemet.
Problemet er opstået på grund af fejl, der er blevet begået for 20 år siden. Hvorfor skal beboere, der er uden skyld i miseren, stilles dårligere end andre andelsejere?
»Sagen beror ikke på en fejl foretaget i kommunen, men af andelsselskaberne. Formålet med overhovedet at yde støtte dengang var at skaffe boliger til mindrebemidlede , og deklarationen skulle sikre, at der ikke gik spekulation i denne type boliger. Det er derfor, fortjenesten skal afgives til det offentlige.«
Andre kommuner har slået en streg over tilskuds-deklarationer, hvorfor gør Københavns Kommune ikke det samme?
»Vi må som kommune benhårdt prioritere budgettet, og et politisk flertal har valgt at prioritere anderledes. En række andelsboligforeninger har allerede frikøbt sig af deklarationen, så det ville ikke være rimeligt at lade nogle slippe, mens andre skal betale.«
Beboerne mener, at det er umuligt at frikøbe sig til den pris, det vil koste nu. Har I planer om at gå i dialog om en løsning?
»Det er en rigtig ærgerlig situation, som en gruppe andelsejere er kommet i. Jeg vil gerne gå i dialog om en løsning med de berørte borgere, men det ændrer ikke ved, at der er tale om en juridisk afgørelse – ikke en politisk.«