Hos de Radikale i København er der fuld opbakning til den linie, Marianne Jelved (R) har lagt for partiet. På dagen hvor Naser Khader brød ud af partiet og dannede et nyt forventer teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) ingen udbrydere i de kommunalpolitiske rækker:
- Jeg bakker 100 procent op om Marianne Jelved og den linie, hun har lagt. Vi har i den radikale gruppe oplevet Marianne og Margrethe Vestager som meget dialogsøgende i forhold til os i hovedstaden, lyder det fra Klaus Bondam, der ønsker mere klare meldinger fra partiet.
- Personlig vil jeg håbe, at det er et skridt henimod, at vi bliver en anelse tydeligere i vores meldinger. Jeg kan sagens forstå det dilemma, som Marianne Jelved sidder i. Og jeg har også flere gange overfor hende tonet rent flag i forhold til, hvor Det Radikale Ventres bedste samarbejdspartner står, siger Klaus Bondam, der siden valget i 2005 har ført et tæt samarbejde med Socialdemokraterne i København.
- Marianne har meget rigtigt sagt det til mig: Det er heller ikke noget problem at arbejde sammen med Socialdemokraterne og føre socialdemokratisk politik, men på landsplan er der altså en række ting, hvor Socialdemokraterne bare har kopieret Foghs politik . Og det er blandt andet med skattestop og på udlændingeområdet. Det er nærmest absurd, at det øjensynligt er så spiseligt for SF, at vi i øjeblikket er det eneste, der siger fra. Men lad os nu se. hvad de næste dage fører med sig, for det har givet nogle åbninger, mener Klaus Bondam.