Nørrebro S-togstation blev mandag udsat for en bombetrussel, oplyser den centrale vagtleder hos Københavns Politi.
Bombetruslen blev indtelefoneret til brandvæsenet klokken 11.35.
"En dansktalende mand siger, at han vil sprænge en bombe på stationen om 30 minutter. I den anledning har vi tømt stationen. S-togene får dog lov at køre igennem," siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Jens Kristiansen, til Newspaq.
Politiet vil nu gennemgå stationen med sprængstofhunde.
"Vi er nødt til at tage truslen seriøst. Vi efterforsker sagen, og så må vi se, hvor langt det bringer sagens opklaring," siger Jens Kristiansen.
Han forventer, at togdriften vil være normal i løbet af kort tid.