Publikum til Batman-filmen The Dark Night Rises i Haderslev måtte lørdag aften forlade biografen efter en bombetrussel.
Forestillingen i Kosmorama 1+2 på Torvet 3 havde været i gang i 20 minutter, da politiet modtog bombetruslen.
- Der bliver ringet op til vores servicecenter, og en person fortæller, at der er en bombe i biografen, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Claus Skovgaard.
Truslen fik politiet til at evakuere biografen og afspærre området omkring den.
- Vi har tilkaldt bombehunde og ammunitionsrydderne fra Skive. Samtidig er vi i gang med at efterforske, hvor og hvem truslen kom fra, siger vagtchefen.
Hærens ammunitionsryddere ventes at være fremme i Haderslev ved 23-tiden.
Da Batman-filmen den 20. juli havde premiere i USA, trængte en mand iført skudsikkert antræk ind i en biograf i Colorado, hvor han dræbte 12 mennesker og sårede 58 andre.
/ritzau/