Klokken 7.37 indtelefonerede en dansktalende mand en bombetrussel mod Århus Banegård til DSB.
Han sagde, at en bombe ville eksplodere på banegården inden en time. Politiet afspærrede og evakuere øjeblikkeligt banegården. Alle tog kørte uden om Århus og passagerer, der skulle til byen blev fragtet i busser fra Silkeborg.
Men da der ikke var sprunget en bombe 08.37 og politiets undersøgelser heller ikke viste tegn på, at der var en bombe på banegården, så blev den åbnet igen klokken 8.45.
Men ifølge vagthavende skal manden, der ringede til DSB, kigge sig godt over skulderen:
»Nu vil vi gå målrettet efter ham. Han skal straffes. Det er yderst strafbart at lave bombetrusler,« siger vagthavende Laust Jakobsen fra Århus Politi.