Retten I Hillerød er fredag blevet udsat for en bombetrussel, og der er sat gang i en evakuering, lyder meldingen fra Nordsjællands Politi på X.
- Vi er til stede ved Retten I Hillerød i forbindelse med en bombetrussel. Retten har iværksat evakuering og vi beder forbipasserende om at følge vores anvisninger på stedet, lyder det fra Nordsjællands Politi på X.
Nordsjællands Politi oplyser til Ritzau, at der klokken 12.28 blev indgivet en bombetrussel mod Retten i Hillerød.
Politiet oplyser desuden, at Søndre Jernbanevej er spærret mellem Hostrupsvej og Milnersvej.
Klokken 16.28 udsendte Nordsjællands Politi en opdatering i sagen, hvoraf det fremgår, at der var tale om en falsk alarm. Politiet fortsætter dog med at efterforske sagen.
- Vi er færdige på stedet og har forladt området. Intet er blevet fundet. Der pågår videre efterforskning i sagen, lyder det på X.
Opdateret 17.35