På trods af en mængde afhøringer og undersøgelser af de tekniske spor har Østjyllands Politi endnu ikke haft held til at pågribe dem, der stod bag attentatet på en bil i Brabrand onsdag.
Tjekker alle spor
Bilen tilhørte politieleven Mohamed Hassan, der er kendt som Mudi fra DR s serie Politiskolen .
»Vi har været ude i området forhøre os, og vi har aktiveret alle de kontakter, vi har. I øjeblikket er vi i fuld gang med at undersøge de tekniske spor,« oplyser vicepolitiinspektør Jørgen Munk fra Østjyllands Politi.
Sydlandske tilstande
Han forventer, at der går det meste af en uges tid, før politiet kan svare på, hvilket sprængstof der blev brugt.
»Desuden har vi forskellige andre spor, som vi tjekker i øjeblikket,« fortæller Jørgen Munk, der ikke kan komme nærmere ind på, hvilke spor der er tale om.
»Det ville kunne give gerningsmanden et forspring, og det ønsker vi ikke. Vi har ikke noget motiv, men udelukker ingenting og tager alt i betragtning,« siger vicepolitiinspektøren, der beder om hjælp fra hele byen.
»Det her ligner sydlandske tilstande, som vi ikke vil have her i landet. Derfor henstiller jeg til, at de personer, vi normalt ikke får oplysninger fra, tør stå frem i denne sag og sige, hvem der står bag,« siger han.