En bombe er eksploderet uden for en bankfilial i Ilion, en vestlig forstad til den græske hovedstad Athen. Ingen personer er kommet til skade ved eksplosionen, oplyser politiet.
Vinduer i banken blev knust, og fire parkerede biler blev beskadiget i mindre grad.
- Vi regner med, at der er tale om terrorisme, siger en anonym kilde i politiet.
Bomben var placeret under bankens hæveautomat, og ifølge politiet blev der ikke advaret om bomben, før den blev bragt til sprængning. Der er endnu ingen, der har taget ansvar for angrebet.
Brandstiftelse rettet mod banker, udenlandske firmaer og lokale politikere er blevet hyppigere de seneste år, hvor landet har kæmpet mod stigende arbejdsløshed og stor gæld. Som regel rettes beskyldningerne mod ekstreme grupper på venstrefløjen.
I juni kørte bevæbnede mænd et større køretøj fyldt med gasbeholdere ind i Microsofts græske hovedkvarter i Athen og satte derefter bilen i brand. En militant venstrefløjsgruppe tog dengang ansvaret for angrebet.
Kilde: Reuters