Politiet i København jager netop nu en mand, der er dømt for at fremstille bomber sammen med to andre mænd.
Manden flygtede, efter mændene havde modtaget en dom i Københavns Byret for bombefremstilling og massiv våbenbesiddelse.
Efter domsafsigelsen opstod der tumult mellem tilhørere, politi og de dømte, og der så den ene af de dømte sit snit til at stikke af.
Allerede da tumulten opstod fik politiet slået alarm, og en jagt er netop i gang for at fange den undslupne.
"Lige efter dommen blev afsagt, var der en tilhører, der råbte et eller andet ud i lokalet. Det var gnisten. I sekunderne efter skubbede, masede og råbte alle. Politiet var oppe på dupperne og skilte parterne. Da de var faldet til ro, manglede man én," siger et vidne til eb.dk.
Politiet bekræfter, at en af de dømte er flygtet.
"Jeg har ikke noget signalement af manden. Men en af de tre, der blev passet på, er stukket af," siger politiets centrale vagtleder, Mads Firlings.
De tre mænd blev dømt for besiddelse af store mængder våben og for at ville fremstille bomber. Bomberne skulle bruges mod AK81 og Hells Angels i den verserende bandekrig.
Straffene lød mellem otte og ni års fængsel.