Omkring 125 er blevet dræbt eller såret ved en række bombeangreb på en landsby i det centrale Syrien.
Området har overvejende alawitter som indbyggere, siger den syriske organisation med navnet Observatorium for Menneskerettigheder.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, er alawit og det mest fremtrædende medlem af den shiamuslimske sekt, som ifølge iagttagere vil kæmpe til den bitre ende for at holde sig ved magten.
Bombardementet har ramt landsbyen Aqrab i Hama-provinsen.
- Hama-provinsen er hjemsted for at et kludetæppe af forskellige etniske grupper, der har levet side om side i århundreder, men spændinger.
- Vi kan ikke sige, om det er oprørere, som har udført angrebet, men hvis det var, så er der tale om det hidtil mest omfattende angreb på alawitter, siger Rami Abdel Rahman fra Observatorium for Menneskerettigheder.
Alawitterne, der kun udgør omkring 12 procent af Syriens 22 millioner indbyggere, har alt at tabe og ikke så meget at vinde, påpeger flere eksperter.
- Alawitterne er bange for, at sunnimuslimerne får overtaget og frygter at blive ofrer for massakrer, sagde Fabrice Balanche fra forskningsgruppen Gremmo i Lyon i Frankrig tidligere under konflikten.
/ritzau/AFP