Torsdag aften blev militærets bomberyddere sammen med bomberobotten 'Rullemarie' kaldt til Husumgade på Nørrebro i København efter fundet af en mulig rørbombe.
Hele gaden blev afspærret mens politi og militær undersøgte sagen.
Et vidne siger til politiken.dk at 'bomben' blev fundet i en lejlighed på fjerde sal.
Politiet modtog anmeldelsen kort før klokken 18.
Alarmen er nu afblæst, efter at bomberydderne fandt ud af, at der ikke var sprængstof i røret.
"Det var en beholder til en softgun, som blev fundet i et skab på et bosted for handidappede. Og den var tapet ind, så vores folk valgte at lade være med at tage chancer og pille ved noget, men sende bud efter militærets ammunitionsryddere," siger vagtchefen hos Københavns Politi til eb.dk.