Han vandt olympisk guld i disciplinerne 100 meterløb, 200 meterløb og 4 x 100 meter stafetløb ved OL i Beijing for fire år siden og satte i alle tilfælde nye verdensrekorder.
Alligevel mener den jamaicanske supersprinter Usain Bolt, at det er for tidligt at kalde ham en legende.
- At vinde OL en gang er ikke et udtryk for, at man er en fantastisk atlet, siger Bolt til The Sun.
- Alle kan vinde én gang. Du er nødt til at gøre det igen for at skille dig ud fra mængden, siger sprinteren, der frem mod OL er blevet presset af landsmand og træningspartner Yohan Blake, der har slået ham på både 100 og 200 meterdistancen.
Bolt fulgte op på sine Beijing-triumfer ved at slå sine egne rekorder ved VM i Berlin i 2009 på 100 og 200 meter, men har frem mod OL i London altså ikke vist helt lovende takter.
Sprinteren insisterer da også på, OL i London bliver det sidste OL, hvor han vil dyste på de helt korte distancer. I Brasilien i 2016 overvejer han i stedet at prøve noget nyt.
- Jeg vil måske forsøge mig på 400 meter og længdespring i Brasilien, som slutter på min 30-års fødselsdag. Så vil jeg fortsætte en sæson mere, og det vil være det.
- Jeg kommer ikke til at løbe, når jeg er 32. Du kunne tilbyde mig 50 millioner dollar, men jeg ville ikke gøre det, siger han.
Når Usain Bolt er færdig med at løbe, overvejer han til gengæld at fortsætte som fodboldspiller - gerne hos favoritklubben Manchester United.
- Alex Ferguson har ikke set mig spille endnu. Der vil ikke være nogen hurtigere end mig i klubben - det er sikkert, siger jamaicaneren med et glimt i øjet.
Og når hans aktive karriere er forbi, er drømmen kone og børn. Det bekymrer dog løberen en smugle, at forventningerne til hans sønner vil være enorme.
- Fra det øjeblik, han kan stå, vil folk forvente, at han kan nå hurtigere hen til købmanden end nogen anden i landsbyen, siger Bolt til The Sun.
/ritzau/