Atletikstjernen Usain Bolt fra Jamaica er kommet i aktion ved OL i Rio, og han er helt som ventet videre til semifinalen på 100 meter distancen.
Lørdag vandt han uden at anstrenge sig sit indledende heat i tiden 10,07 sekunder.
At jamaicaneren er det måske største trækplaster ved OL, blev slået fast inden starten på Bolts heat.
Da Bolt gik ind på det olympiske stadion i Rio, blev han tiljublet som ingen anden af de fremmødte tilskuere.
Bolt er noteret for seks OL-guldmedaljer i karrieren. Både ved legene i Beijing i 2008 og i London for fire år siden vandt han guld i 100 meter løb, 200 meter løb og 4 x 100 meter løb med Jamaica. Han satser på at gentage bedriften i Rio.
En af de største rivaler til Bolt er amerikanske Justin Gatlin, som i år er noteret for verdens hurtigste tid på 100 meter.
Gatlin, der vandt OL-guld på distancen i 2004, løb sig heller ikke ud lørdag, da han fik noteret sig tiden 10,01 sekunder.
Både semifinaler og selve finalen løbes natten til mandag dansk tid.
/ritzau/