På film plejer Sanjay Dutt at spille den store helt, men tirsdag blev han stemplet som skurk i den virkelige verden.
Dutt blev dømt skyldig for ulovlig våbenbesiddelse i en af Indiens største terrorsager. Sagen drejer sig om en række bomber, som i 1993 rystede Mumbai og dræbte 257 mennesker. Bagmændene var islamiske terrorister, som ville hævne en tidligere ødelæggelse af en indisk moske.
Sanjay Dutts involvering i sagen har rystet film-mekkaet Bollywood. Dutt er søn af et af byens mest berømte filmpar, og han har selv spillet med i adskillige indiske filmsucceser. I forbindelsen med sagen har han siddet i fængsel i mere end et år.
Bollywood-stjernen har hele tiden erklæret sig uskyldig. I begyndelsen af sagen sagde han, at han godt nok havde købt et automatvåben af gangstere involveret i sagen, men at det var for at beskytte sin familie. Den udtalelse har han senere trukket tilbage.
Dutt har inden sagen sagt, at han vil acceptere rettens dom.
»Jeg vil bøje mit hoved og tage, hvad der kommer. Og jeg vil acceptere, hvad end den høje ret siger til mig,« sagde Dutt til BBC inden dommen.
Retten vil først udmåle Sanjays Dutts straf, når resten af personerne i sagen er dømt. Det ventes at ske i løbet af to uger.