En aften med boligsøgning i det fashionable boligområde Tuborg havn i Hellerup endte dramatisk for fire unge mænd.
De kom i slagsmål med en anden gruppe mænd, og den ene blev stukket med en skruetrækker, mens en anden blev smidt i havnen.
"Én blev skubbet i havnen og én fik et stik med en skruetrækker i siden, som dog ikke er livstruende på nogen måde," fortæller Henning Svendsen, vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge de fire unge mænd i 20'erne var de blot i området for at se på boliger, men de kom i klammeri med den anden gruppe af personer, som stak af efter slagsmålet.
"Gerningsmændene, som skulle være en flok på syv-otte stykker, stak af efter at have overfaldet dem, og dem har vi ikke fundet," siger Henning Svendsen.
Politiet har foreløbig anholdt tre af de unge mænd.