Der vil møde et ubehageligt syn for mange kontanthjælpsmodtagere, når de i dag tjekker deres netbank.
For første gang siden kontanthjælpsreformen trådte i kraft den 1. januar, bliver der udbetalt kontanthjælp, men for par, der lever sammen uden at være gift, og unge uddannelsesparate under 25, vil satserne være betydeligt lavere.
Det får allerede nu de almennyttige boligselskaber til at lufte deres bekymringer, skriver dr.dk.
I Boligforeningen Danmarks Almene Boliger, der råder over 560.000 boliger, frygter formand Palle Adamsen, at mange kontanthjælpsmodtagere bliver nødt til at gå fra hus og hjem.
- Vi har jo tidligere set, at når man strammer satserne, så kommer der flere udsættelser, så det sker nok også nu, siger han til DR Nyheder.
I Esbjerg Kommune har man allerede forholdt sig til konsekvensen og skrevet ud til byens boligforeninger for at forberede dem på de problemer, mange af deres lejere om kort tid vi stå overfor.
Men boligforeningerne kan ikke stille meget op, forklarer Leif Gudsø, formand for Esbjerg Almennyttige Boligselskab.
- Hvis de ikke kan betale deres husleje, og kommunen ikke vil støtte dem, jamen så skal de ud. Og flytter de ikke selv, så må kongens foged fjerne dem, siger han til DR Nyheder.
Han forklarer, at boligselskabet er indstillet på at hjælpe beboerne, men at det vil være økonomisk umuligt at hjælpe alle.
Hjælpen kan dog være på vej fra kommunerne. Siden den 1. januar sidste år, har det nemlig været muligt for landets 98 kommuner at hjælpe udsættelsestruede personer med udgifter til husleje, såfremt det vurderes, at det på sigt kan nedsætte den enkeltes risiko for at blive udsat af boligen.
Newspaq