Selvom den økonomiske krise er ved at bløde op, så fortsætter krisen på boligmarkedet med at gøre ondt.
Danske Bank forventer, at boligpriserne i år vil falde med 12 procent på landsplan.
Det er det største enkeltstående fald i 50 år, oplyser økonom Tore Damgaard Stramer fra Danske Bank.
"Der er ingen tvivl om, at vi i 2009 vil opleve det største år til år fald i huspriserne i mere end 50 år. Når det så er sagt, så mener vi også, at vi har lagt det værste bag os. Får vi ret i vores prognose, vil boligpriserne ved udgangen af 2010 være faldet med 20 procent siden toppen i sommeren 2007," siger han til Børsen.
Han venter dog, at det værste af boligkrisen dermed også vil være overstået, og forudser kun mindre fald næste år.
En ny stemningsmåling blandt landets ejendomsmæglere tyder også på, at der i resten af året vil være kraftig faldende priser på boliger.