Den fynske boligmatador Rolf Barfoed blev pure frikendt,
og sønnen Frederik Barfoed fik annulleret sin straf, efter at Østre Landsret
behandlede deres sag om påstået bedrageri for knap 450.000 kroner mod deres
lejere.
»Det er en kæmpe lussing til politiet,« siger 36-årige Frederik
Barfoed, som i byretten blev idømt syv måneders fængsel, hvoraf de fem blev
gjort betinget, samt en bøde på 100.000 kroner.
»Jeg har det godt lige
nu. Vi opfatter dommen som en frifindelse,« siger Frederik Barfoed, som har
titel af koncerndirektør i ejendomsselskabet Rolf Barfoed A/S.
Straf ikke
fastsat
Landsretten fandt ikke, at anklagemyndigheden trods flere års
efterforskning kunne bevise i fuldt omfang, at Frederik Barfoed havde bedraget
sine lejere.
De tre landsdommere og tre domsmænd kunne højest svinge sig
op til at kende ham skyldig i forsøg på bedrageri, og derfor annullerede de både
fængselsstraf og tillægsbøde. Hvis Frederik Barfoed undlader at overtræder
straffeloven de næste to år, vil straffen hverken blive udmålt eller
udløst.
Samtidig fandt Landsretten slet ikke, at anklagemyndigheden havde
været i stand til at bevise, at 65-årige Rolf Barfoed havde været med i
bedrageriforsøget, og derfor blev han frikendt.
Assurandør dømt
De
to var tiltalt for at have skruet huslejen ulovligt højt op ved at bede lejerne
betale for fiktive forsikringspræmier.
Frederik Barfoed mente derimod,
firmaet var i sin gode ret til at regulere huslejen, fordi Barfoeds store korps
af håndværkere selv udbedrer hovedparten af de forsikringsskader, der opstår på
koncernens 3250 lejemål.
Til det formål fik de en Codan-assurandør til at
udfærdige nogle kalkuler over, hvad en forsikring kunne koste, hvis selskabet
undlod selv at udbedre skaderne. De beregninger brugte koncernen efterfølgende,
når de satte huslejen op.
Assurandøren blev også dømt for forsøg på
bedrageri.
Sag er smuldret
Allerede i byretten blev Frederik
Barfoed frikendt for at have fået udbetalt 1,5 million kroner fra Grundejernes
Investeringsfond, uden på forhånd at have fået lejernes accept.
Dermed er
den stort anlagte sag mere eller mindre smuldret for
anklagemyndigheden.
Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra
statsadvokatassessor Morten Ebbe Nielsen, som har ført sagen, da han er taget på
juleferie.
Sagen er slut
Statsadvokatassessor Bo Bjerregaard fra
Statsadvokaturen for Fyn oplyser, at anklagemyndigheden tager afgørelsen til
efterretning.
»Landsrettens dom er endelig, og kun straffen kan forsøges
anket. Men så principiel vurderer vi ikke, den er,« siger Bo
Bjerregaard.
Den familieejede koncern har ejendomme for 3,7 milliarder
kroner på Fyn, i Trekantområdet og i København.