Bolighandlen går ofte op i røg for sælgere, der har pulset løs på cigaretter indendørs.
I en undersøgelse foretaget blandt brugerne af Boligsiden.dk svarer 30 procent nemlig, at de ikke er interesserede i en bolig, hvis der har været røget i den. Knap 40 procent siger, at de vil have nedslag i prisen, hvis de skal købe en rygerbolig.
- Tallet overrasker nok mange. Det viser i hvert fald, at mange ikke tolererer cigaretrøg i deres bolig. Heller ikke den forrige ejers røg, siger Boligsidens kommunikationsdirektør, Birgit Daetz, i en pressemeddelelse.
- Så det er en god idé at holde røgen udendørs. Ellers indsnævrer man ifølge undersøgelsen feltet af potentielle købere markant.
Over en tredjedel af de deltagende i undersøgelsen vil have boligen billigere, hvis sælgeren er ryger. Og det giver ifølge Boligsiden god mening. For tobaksrøgens giftige stoffer forsvinder ikke fra væggene, bare fordi man giver dem en gang maling.
Det kræver derimod en grundig afrensning med specialmidler, før man kan gå i gang med malerarbejdet.
3155 potentielle boligkøbere har deltaget i undersøgelsen.
/ritzau/