Boliger bliver ikke solgt til den pris, der står på skiltet, men til priser langt under.
Det viser en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home, skriver epn.dk.
I sidste måned var salgspriserne i landets fem regioner mellem 15 og 23 procent under udbudsprisen.
- Den store forskel mellem udbuds- og salgspriser skyldes, at markedet er i ubalance. Til trods for den megen omtale er det endnu ikke gået op for alle, at der ikke er så meget gang i boligmarkedet. Der er stadig sælgere, som måske ikke har forstået, at prisen skal ned for at få solgt, siger Troels Theill Eriksen, boligøkonom i Nordea, til epn.dk.
Der er dog forskel på afslaget, hvis man kigger på parcelhuse og lejligheder. På landsplan er forskellen i udbuds- og salgspriser på række- og parcelhuse 14 procent, mens den er 17,3 procent på lejligheder.
Undersøgelsen viser også, at syv ud af ti købere forventer nedslag i prisen.