Hvor stor en del af gildet skal den såkaldte landsbyggefond betale, når staten bygger nye boliger?
Det mødtes Dansk Folkeparti, De Radikale og regeringen sidst på eftermiddagen søndag i Socialministeriet for at tale om. Regeringens forslag er at tage lidt over tre milliarder fra Landsbyggefonden over de næste fire år til nybebyggelser og så lade staten spendere det samme beløb. Altså en fifty-fifty-ordning.
Men et sjældent samarbejde mellem de Radikale og Dansk Folkeparti vil have Landsbyggefondens del af betalingen ned på mellem 20 og 25 procent, så fonden i stedet kan bruge flere penge på renovering af de almennyttige boligområder.
Mødet om Landsbyggefonden startede kort før klokken 18 søndag, og er en af de absolut sidste forhindringer, før regeringen og Dansk Folkeparti formentlig tidligt mandag kan præsentere en endelig finanslovsaftale.