Nettoudlånet til ejerboliger blev på 13 milliarder kroner i årets andet kvartal. Det er det højeste niveau siden de sidste tre måneder af 2009, viser nye tal fra Realkreditrådet.
I realkreditforeningen siger direktør Karsten Beltoft, at nettoudlånet gennem de senere år har været på mellem fem og ti milliarder kroner.
- Dagens tal er godt nyt. Noget af stigningen skyldes flere tillægslån, men en del af stigningen i nettoudlånet kunne også tyde på, at handelsaktiviteten er steget i andet kvartal.
- Jeg ser dagens tal som en opmuntrende nyhed, som tyder på et boligmarked i bedring, siger Karsten Beltoft.
Selv om det er gået fremad med låneaktiviteten i andet kvartal, er det for tidligt, at afblæse krisen på boligmarkedet.
- Men finansieringsomkostningerne er ekstremt lave, og boligpriserne er faldet en del, så det er forholdsvis billigt at købe nu.
- På et tidspunkt vil boligkøberne udvikle en mere positiv forventning til egen og landets fremtid og efterspørge en bolig. Priserne vil derpå formentlig rette sig en smule, siger Karsten Beltoft.
Realkreditforeningens Køberbarometer indikerer også dette, da 5,5 procent af befolkningen overvejede at købe bolig i andet kvartal, hvilket er en pæn stigning fra lidt over tre procent i årets første tre måneder.
Nettoudlånet med variable renter til ejerboliger steg med 11 milliarder kroner, og for første gang siden finanskrisen i 2008 var der en positiv tilgang af fastforrentede lån. Nettoudlånet for fastforrentede lån var på to milliarder kroner.
- Flere boligejere benytter sig af de historisk lave faste renter og låser renten fast i hele lånets løbetid. Det er en glædelig udvikling i lyset af diskussioner om boligejernes rentefølsomhed, siger Karsten Beltoft.
/ritzau/