Efter 10 auktionsdag er renten nu fastlagt for de boligejere, der har rentetilpasningslån i Realkredit Danmark, BRFkredit og Nordea Kredit, mens Nykredit-kunder må vente nogle dage endnu.
Selvom renten blev 0,5 procent højere end sidste år, så er det langt fra det tårnhøje niveau på over 6 procent, der var udsigt til i efteråret.
Den nye F1-rente betyder, at ydelsen vil stige med knap 175 kroner per måned efter skat for et lån med 1 million kroner i restgæld og en restløbetid på 29 år, hvis man betaler afdrag. For et tilsvarende lån med afdragsfrihed vil ydelsen stige med 250 kroner.
Renten på flekslån har svinget mellem 5,5 og 4,92 procent i løbet af de sidste 10 dage. Renten for 2009 er udregnet som et gennemsnit af renten for alle auktionsdagene.
Cheføkonom i Realkredit Danmark, Elisabeth Toftman Asmussen, mener, at boligejerne nu kan ånde lettet op, da deres ydelse for 2009 ikke stiger mere, end de fleste kan klare uden, at den daglige økonomi bliver påvirket nævneværdigt.
"Og ser vi i krystalkuglen, er der udsigt til solide rentenedsættelser fra Nationalbanken i løbet at første halvår af 2009, hvilket både kan være med til at holde hånden under boligpriserne, og samtidig peger i retning af lavere renter på flekslån allerede ved rentefastsættelsen om et år," siger hun.