Hvis du købte en lejlighed eller et hus i hovedstaden, da priserne var på deres højeste, så må du blive boende længe endnu. I hvert fald, hvis du ikke vil tabe penge på salget.
Der vil nemlig gå mellem ni og 13 år, før netop den gruppe af boligejere kan sælge hjemmet, uden at måtte tabe hundredtusindvis af kroner på det.
Det viser en analyse fra BRF Kredit, skriver Politiken.
"Vi taler meget om, at det er gået fremad med priserne lige nu, især i hovedstaden. Alligevel er der lang vej for dem, der købte på toppen," lyder det fra cheføkonom Ulrikke Ekelund fra BRF Kredit.
Dermed vil de 20 procent af danske boligejere, som skylder mere i boligen, end de kan få for den, være lænket til hjemmet i årevis.
"De, der ikke har råd til at flytte, kommer til at blive hængende længe, når prisudviklingen er så svag," siger lektor Morten Skak, Syddansk Universitet.