Flyttehjælp på op til 50.000 kroner har vist sig at få overraskende stor interesse, lyder det fra Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen.
I sidste uge vakte det ellers en del debat, da DR Østjylland kunne fortælle, at en afdeling under boligforeningen havde besluttet at tilbyde lejere på kontanthjælp, dagpenge, førtidspension og anden offentlig forsørgelse op mod 50.000 kroner for at flytte, så afdelingen dermed kunne undgå at blive stemplet som ”hård ghetto”.
Mandag var der informationsmøde om tilbuddet i Skovgårdsparken, som afdelingen hedder, og her meldte 19 sig til at høre mere, fortæller Keld Laursen til DR Østjylland.
- Jeg synes, det er overraskende mange. At man med så kort varsel tilkendegiver, at man gerne vil høre mere med henblik på at lave en aftale, overrasker mig og overrasker mig positivt, siger han.
I øjeblikket er 41,1 procent af beboerne i Skovgårdsparken på offentlig forsørgelse, og målet er at komme under 40 procent for at undgå at komme på ghettolisten. Ender boligområdet på listen, vil det betyde, at 60 procent af boligerne skal rives ned.
Keld Laursen og beboerne i Skovgårdsparken fik mandag en ekstra mulighed for at undgå at komme på ghettolisten. Her besluttede folketinget nemlig, at boligområder i en overgangsperiode skal have været på listen over udsatte boligområder i fem år for at blive defineret som hårde ghettoer - oprindeligt var det fire år.
Skovgårdsparken har været på listen over udsatte boligområder i tre år og får dermed nu et ekstra år at løbe på.
- I realiteten havde vi kun tre måneder at gøre noget på, så det er godt nyt, siger han.
Beboere på offentlig forsørgelse har til den 15. oktober til at melde sig til at flytte med en økonomisk håndsrækning - men Keld Laursen er håbefuld.
- Nu må vi se, hvordan det går, og hvor langt folks interesse rækker, siger han.
DR