»På trods af alle de timer, jeg spenderede med mine holdkammerater, så var det ikke muligt at skabe et forhold til dem, fordi alle var sig selv nærmest. Det var røvhamrende forfærdeligt på den front.«
Sådan siger Danmarks største håndboldstjerne, Joachim Boldsen, om tiden i international klubhåndbold.
Han har netop skiftet Flensborg fra toppen af Bundesligaen ud med AaB i den bedste danske række.
Den tyske liga er sammen med den spanske det absolut bedste inden for herrehåndbold, men alligevel er Boldsen glad for at være kommet væk fra presset i Tyskland.
»Det er selvfølgelig et sportsligt trin nedad, men det opvejes af livet udenfor banen og ikke mindst, at antallet af kampe mindskes væsentligt,« siger den 29-årige spiller.
Da beslutningen om at skifte fra Flensborg til Tele2-ligaen skulle tages, havde Joachim Boldsen landstræner Ulrik Wilbek med på råd.
»Min kære landstræner har bakket 100 procent op om beslutningen. Landsholdet er definitivt en af årsagerne til, at jeg tog tilbage til Danmark. Der ligger et presset landskamps-program forude, og det ønsker jeg at være helt klar til,« siger Boldsen.
Om konkurrenterne i ligaen kan den tidligere GOG- og Helsingør-spiller ikke sige meget.
»Jeg kender en del til spillerne i Kolding, men deres aktuelle form aner jeg intet om. Jeg ser ikke håndbold. Det er mit liv sgu for kort til,« siger AaB-spilleren.