Boldklubben Frem kan ikke længere betale sine regninger og må dreje nøglen om.
Det meddeler BK Frem A/S i en pressemeddelelse fra bestyrelsen.
Klubben vil sandsynligvis blive tvangsnedrykket fra landets næstbedste fodboldrække - Viasat Divisionen.
"Selskabets likviditet har, selv med stor tilgang af nye sponsorer i 2009, været stram og i et vist omfang har driften været afhængig af indskud fra investorer, der på grund af den generelle finansielle krise imidlertid ikke har mulighed for at tilføre selskabet de nødvendige midler," skriver bestyrelsen.
Heller ikke jagten på nye pengestærke investorer er lykkedes for klubben.
"Arbejdet med at finde nye investorer har været intensivt, men vanskeligt i det nuværende finansmarked og desværre uden resultat. Det er med stor beklagelse, at ledelsen og investorerne derfor i samråd med selskabets rådgivere har besluttet at indstille driften med omgående virkning," lyder det fra bestyrelsen.