Reklamen ligner mest af alt en hjemmevideo.
En ung mand hælder sodavand op i flaskens skruelåg og løber i skjul. Ud af buskadset hopper et nysgerrigt, lille egern, som tager en tår og begynder at jonglere med en nød.
Men på trods af de ufokuserede og rystende billeder har reklamefilmen fået danskerne til at købe forbavsende mange Carlsberg Sport sodavand. På kun syv uger er det lykkedes den nye sportsvand at erobre omkring 12 procent af markedet for lemon/lime-sodavand. Det svarer til næsten otte millioner liter om året.
Til sammenligning sidder Sprite efter 35 års markedsføring på cirka syv procent af salget, mens Faxe Kondi stadig dominerer markedet med næsten 25 procent.
Populær reklame
I Danmark røg reklamen helt til tops både som seernes favorit og som den mest kreative på TV2’s reklameindeks Den Glade Seer i januar. Men også uden for Danmarks grænser har den lille film gjort sig bemærket. På Youtube har næsten 400.000 mennesker set det lille egern jonglere som Ronaldinho.
?- Internettet har været en del af strategien fra begyndelsen, men normalt er det rigtig svært at få tv-kampagner til at leve selvstændigt på nettet,? siger Mikael Jørgensen, chef for reklamebureauet & Co., som har udviklet konceptet for Carlsberg.
?Virale videoer? er tilnavnet på de utallige hjemmevideoer og sjove klip af dyr og børn, der slår sig, som internettet er spækket med. Noget af det største, en reklamefilm kan håbe på, er at blive én af de virale videoer, vi sender frem og tilbage til hinanden.
- Jeg så den første gang på nettet, siger Jens Carsten Nielsen, administrativ leder af Center for Marketing Communication på Copenhagen Business School.
- Det er ikke én, man lige klikker væk fra. Den er faktisk så god, at vi sender den videre til vores venner for at give dem en god oplevelse, siger han og forklarer, at langt størstedelen af de reklamefilm, vi konfronteres med til daglig, er glemt i løbet af få minutter.
Jens Carsten Nielsen er også meget imporneret over Carlsbergs både præcise og underspillede branding.
- Det er jo ikke bare et egern. Det er også de unge mænd, som er Carlsbergs primære målgruppe. Det er heller ikke tilfældigt, at det spiller fodbold, som jo er en stor del af Carlsbergs brand.
Selvom reklamen har en stor del af æren for sodavandens store succes, insisterer Carlsbergs marketingchef, Martin Andersen, på, at andre faktorer også spiller ind.
- Vi havde en hurtig introduktionsperiode, gode materialer og så smager den jo godt, siger han.