Chelsea-profilen Eden Hazards noget bizarre spark mod en bolddreng i Liga Cup-semifinalen mod Michael Laudrups Swansea i sidste uge får ikke yderligere konsekvenser end de tre spilledages karantæne, han allerede var idømt.
I fredags åbnede det engelske fodboldforbund (FA) ellers en sag mod belgieren med henblik på at straffe ham yderligere, men Chelsea har tilsyneladende formået at overbevise et uafhængigt panel om, at karantænen var tilstrækkelig.
Det skriver BBC på sin hjemmeside.
Dermed vil den hurtige belgier være klar til kampen mod Wigan den 9. februar.
Swansea førte sammenlagt 2-0 med 10 minutter tilbage af kampen, da bolden røg ud af spil og ud til bolddrengen. Han afleverede ikke bolden til Hazard med det samme, men faldt og lagde sig oven på bolden.
Da det i første omgang ikke lykkedes Hazard at vriste bolden fra bolddrengen, sparkede han efter bolden og ramte den liggende dreng.
Det udløste en udvisning og en automatisk minimumkarantæne på tre spilledage.
/ritzau/