Når Odense Bulldogs eller OB slår dørene op for hjemmekampe i Bolbro, er det ikke alle odenseanere, der hepper.
Beboerne på vejene omkring de to sportsarenaer har længe følt sig generet af lange rækker af biler tæt parkeret på fortove, i græsrabatter og halvvejs inde i forhaver.
Haveløkken er utilfreds
Haveløkken er en af de veje i Bolbro, der er mest generet af de mange parkerede biler.
Vejen grænser op til Odense Isstadion, og Haveløkken er et yndet sted for ishockeyentusiaster at efterlade deres biler.
»De holder jo på begge sider af vejen og spærrer i to-tre timer ad gangen. Hvis der opstår brand i et hus, er det jo fuldstændig umuligt for en brandbil at komme til,« siger Bent Skougaard-Jørgensen, der bor i nummer 25.
I nummer fem har Torben Fahrenholz også haft de parkerede biler tæt inde på livet – faktisk helt inde i sin forhave.
»Det er svært at komme til og fra vores bolig. Folk er fuldstændig ligeglade med, hvor de parkerer,« siger han.
Flere parkeringspladser
Anker Boyes plan om parkeringsbåse langs vejene i Bolbro og inddragelse af andre omkringliggende parkeringspladser er tænkt som en måde at løse problemet med de mange ulovligt parkerede biler. Men de utilfredse Bolbro-borgere er skeptiske.
»Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre. De holder jo i to lag nogen steder, så jeg har svært ved at tro, at man kan finde plads til alle de biler,« siger Bent Skougaard-Jørgensen fra nummer 25.
»Jeg synes, man skulle tage den store park over for isstadion i brug. Den bliver kun brugt én gang om året, når der er Eventyrløb, og det må da være en billig løsning, for man skulle bare tegne nogle streger op.«
Torben Fahrenholz tror også, der skal mere til for at løse problemet.
»Parkeringsbåse og lidt trafikdirigering, tror jeg ikke, kan gøre det. Det er en dårlig idé at inddrage de grønne områder, men jeg tror, der skal flere parkeringspladser til,« siger han.