Når dansk-marokkaneren Said Mansour tirsdag træder ind i Københavns Byret, bliver han prøveklud for Danmarks nye terrorparagraf.
Da han blev anholdt 8. september sidste år, blev han som den første tiltalt for medvirken til terrorvirksomhed og bliver dermed den første, der afprøver den fire år gamle terrorlovgivning, som aldrig har været prøvet i praksis.
Han er tiltalt for at distribuere materiale, der opfordrer til hellig krig med blandt andet bøger og videoer med henrettelser af amerikanere, samt andre publikationer med radikalt, islamisk indhold. Det er blandt andet via hans forlag Al Nur Islamic Information fra rækkehuset i Brønshøj, at Said Mansour har solgt effekterne.
For Peter Hjørne, forsvarsadvokat for Said Mansour, handler sagen først og fremmest om ytringsfrihed.
»Det bliver en interessant sag, fordi det er den første af sin art, og fordi retten skal tage stilling, hvor langt ytringsfriheden rækker. Hvad må man promovere af religiøse tanker uden at blive misforstået med at opfordre til terror,« siger Peter Hjørne.
Said Mansour risikerer op til tre et halvt års fængsel for opfordring til terror. Sagen slutter 26. marts 2007.