Amerikanske Jeff Bezos har banket Bill Gates af pinden. For tidligere var Microsoft-grundlæggeren verdens rigeste mand. Men han har dog måtte overlade førstepladsen til boghandleren Jeff Bezos.
Det skriver Bloomberg ifølge Finans.
Jeff Bezos startede allerede i 1994 Amazon som en boghandel på internettet, skriver Finans.
I løbet af torsdag er Amazons aktiekurs steget med 1,8 pct., og det kommer altså grundlæggeren til gode.
Han ejer ifølge Finans 17 pct. af aktierne, og det har betydet, at hans personlige formue er steget med en milliard dollars - bare i dag.
Dermed har han nu passeret 90 milliarder dollars, altså 575 milliarder kroner i personlig formue.
Mens formuen er vokset er udvalget på Amazon ligeledes. Hvor man i starten kun kunne købe bøger, kan man få stort set alt. Det være sig plader, smykker, motorcykelhjelme eller tøj.
Jeff Bezos har udover Amazon også gang i andre virksomheder. Han ejer blandt andet også den amerikanske avis Washington Post, der ifølge Finans "oplever sin anden ungdom."