Bog om bin Laden-drab rammer Obamas valgkamp

En ny bog om den operation, hvor Osama bin Laden blev dræbt, vækker diskussion i USA's valgkamp.

En bog, der i detaljer beskriver operationen, hvor Osama bin Laden blev dræbt, vækker opsigt i USA og kan skabe store dønninger i den sidste del af præsidentvalgkampen.

Præsident Barack Obama beskyldes for at have lækket informationer for at vinde politisk terræn.

Bogen med titlen Ingen let dag: Førstehåndsberetning om missionen, der dræbte Osama bin Laden, udkommer 11. september. Den er skrevet af en af de elitesoldater, som deltog i likvideringen af al-Qaida-lederen i Pakistan i maj sidste år.

Forfatteren er anonym og skriver under pseudonymet Mark Owen. Ifølge forlaget Dutton i New York var han en af de første soldater, som kom ind gennem døren til bin Ladens hus i Abbottabad og var i rummet, da bin Laden blev dræbt af skud.

- I bogen ønsker "Owen" at fortælle, hvad der virkelig skete i en af de vigtigste operationer i amerikansk militærhistorie, skriver forlaget i forhåndsomtalen. Owen selv taler mere bramfrit:

- Det er historien om den menneskelige pris vi betalte og det, som vi ofrede for at gennemføre den helvedes opgave, siger han.

Forfatteren sluttede sine løbebane i specialstyrken Navy SEAL's lige efter operationen.

Både CIA og Pentagon er blevet taget på sengen ved nyheden om den kommende bogudgivelse, og de er ikke glade.

Hvis "Mark Owen" bliver afsløret, risikerer han retsforfølgelse, da han ikke har fået forsvarsministeriets tilladelse til at skrive bogen.

Det er uklart, om bogen indeholder hemmelige oplysninger om den militære operation, men den ventes under alle omstændigheder at sætte præg på den igangværende valgkamp.

Drabet på bin Laden var en politisk sejr for præsident Barack Obama, som kunne sole sig i glansen af det, som han klandrede sin forgænger, George W. Bush, for aldrig at have opnået.

Men både hans rival ved valget, Mitt Romney, og andre kritikere hævder, at Obama og hans administration har lækket informationer for at opnå politik vinding.

En kritiker, journalisten Richard Miniter, påstår i en ny bog, at udenrigsminister Hillary Clinton måtte presse en stærkt nølende Obama til at give ordre til operationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.