Martin Dufte havde en blå badedragt, røde stiletter, tung makeup og en fjerboa på, da han sidste år blev overfaldet på Strøget i København.
Overfaldsmanden nåede at give Martin flere knytnæveslag, inden han fik forsvaret sig med sin sylespidse stilethæl.
Fra nu af skal alle danske bøsser ligesom Martin Dufte slå fra sig, når de oplever vold på grund af deres seksualitet – det opfordrer gruppen Queer Jihad til.
»Militante angreb skal mødes militant. Knus en flaske i ansigtet på din angriber. Gør, hvad der skal til for at redde dig selv,« skriver Queer Jihad på dets hjemmeside.
Queer Jihad har netop udgivet et hæfte med tips til selvforsvar for bøsser.
»Det handler om at gøre den anden bange, at vise, man er beredt, og at man er villig til at gå længere end den anden. Det handler om at være psykopat. Husk: Det er dig eller ham,« skriver gruppen.
Stort problem
Politiet registrerer ikke ’hate crimes’ – vold og overfald der sker på grund af ofrets seksualitet, etnicitet eller religion – så der findes ingen officielle opgørelser over, hvor tit det sker.
Men blot i august i Århus skete der 20 overgreb mod bøsser og lesbiske, viser en undersøgelse, som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) har foretaget.
»Der foregår hate-crimes mod homoseksuelle hver eneste dag,« siger Kenneth Engberg fra LBL.
Afsløret af en stilet
Det er langt fra alle, der er enige i Queer Jihads opfordring til at slå fra sig.
»Vi opfordrer bestemt ikke til, at man slår igen. Som regel er der tre-fire stykker om at overfalde en bøsse, og så nytter det ikke noget at slå igen. Det kan tværtimod eskalere volden, og det går i sidste ende ud over én selv,« siger Kenneth Engberg, der er talsmand for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.
Han opfordrer til, at man sørger for at komme væk i en fart.
»Hvis man har opmærksomheden på at slå igen, misser man måske en chance for at løbe sin vej,« advarer Kenneth Engberg.
Det er Martin Dufte enig i.
»Jeg vil anbefale andre at sørge for at få kigget godt på overfaldsmanden og så komme væk hurtigst muligt,« siger han.
I Martins eget tilfælde var det godt, han forsvarede sig. Stilethælen efterlod nemlig et hul i overfaldsmandens mave, som var med til at fælde ham i retten, på trods af han nægtede sig skyldig.