Ti år med uheldige indgreb i dagpengesystemet har sat sine spor.
Det siger LO's formand Harald Børsting, der vil have rettet op på det danske dagpengesystem. Det skal gøres mere attraktivt. Men hvad det helt konkret betyder, vil LO-bossen ikke røbe.
"Det hele spiller sammen, og nu skal der forhandles om det ved de kommende trepartsforhandlinger," siger Harald Børsting til DR Nyheder.
En forbedring kunne være at sætte dagpengesatsen op, påpeger LO-formanden. I dag får man 90 procent af sin hidtidige løn i dagpenge, dog maksimalt 200.000 kroner om året.
LO-beregningen viser dog, at en håndværker typisk kun får dækket 50 procent af sin hidtidige lønindkomst ved ledighed.
"Vi kan jo se, at blandt faglærte grupper i LO er vi nede på under halvdelen af dækningen nu, hvis man kommer fra et faglært job og så blir' ledig," siger Harald Børsting til DR Nyheder.
Også dagpengeperiodens længde, der sidste år blev halveret med virkning fra 2012, bekymrer formanden for knap én million lønmodtagere.
Derudover er muligheden for supplerende dagpenge blevet reduceret og kravet til at genoptjene en ny dagpengeperiode fordoblet.
"Derfor mener jeg, at det både er nødvendigt og fornuftigt i lyset af en ny regerings invitation, som de jo har givet os på forhånd, hvis de kommer til magten at få det her højt på dagsordenen og få dagpengesystemet forhandlet på plads," siger Børsting til DR Nyheder.
Kilde: DR Nyheder