Den borgerlige regering halser efter de udfordringer, som landet står over for.
Regeringen mangler bl.a. svar på, hvordan den vil få flere til at gennemføre en videregående uddannelse.
Samtidig fastholder den nedskæringer på efteruddannelse på et tidspunkt, hvor vi skal investere os ud af krisen.
Sådan lyder kritikken fra landets to største hovedorganisationer LO og FTF efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbningstale i Folketinget.
"Der er brug for en massiv satsning på uddannelse, og der er brug for at kickstarte væksten ved markante offentlige investeringer i blandt andet skoler og infrastruktur. Regeringen forsømmer at gøre nogen af delene," siger LO's formand Harald Børsting.
FTF's formand Bente Sorgenfrey mener, at statsministeren taler ned til de offentligt ansatte med sin udmelding om, at "væksten kan kun komme et sted fra - de private virksomheder."
"Statsministeren prøver at sige noget sødt og anerkendende til de offentligt ansatte, men får samtidig sagt til dem, at deres arbejde ikke betyder en tøddel på bundlinjen," siger hun.
Bente Sorgenfrey mener, at det vil klæde statsministeren at anerkende, at den offentlige sektor også er afgørende for virksomhedernes vækstmuligheder.
"Det sker bl.a. ved at sikre veluddannet arbejdskraft, effektiv sundhedsbehandling og hjælp til jobsøgning," siger Bente Sorgenfrey.
Begge fagbosser peger på, at regeringen især på uddannelsesområdet skuffer fælt.
"Danmark har, siden krisen brød ud, mistet ca. 200.000 job i den private sektor, og derfor er der mere end nogensinde brug for at efteruddanne lønmodtagerne og investere os ud af krisen," siger Harald Børsting, der mener, at regeringen er faldet i søvn på taburetterne.
FTF-formanden mener, at regeringens udspil til en SU-reform ikke får flere til at begynde på en videregående uddannelse.
"Så skulle regeringen langt hellere sætte hårdt ind mod det alt for store frafald ved f.eks. at etablere mentorordninger for de studerende og styrke vejledningen," siger Bente Sorgenfrey.