Antallet af politianmeldelser for insiderhandel og markedsmanipulation var sidste år på det højeste niveau siden 2012. Det oplyser Finanstilsynet.
I alt var der 18 anmeldelser af markedsmisbrug i 2016. Året forinden lå tallet på to, mens det i 2015 var på ni.
- Antallet af politianmeldelser varierer over tid, men var i 2016 noget højere end i de forudgående år og omtrent på samme niveau som i årene inden finanskrisen, skriver Finanstilsynet.
Insiderhandel er handel med børsnoterede værdipapirer, som foretages af personer med oplysninger, der antageligt kan påvirke kursen.
Markedsmanipulation kan blandt andet bestå af kursmanipulation.
Her forsøger en eller flere personer i fællesskab at påvirke kursen for et værdipapir. Det kan eksempelvis ske ved at udbrede oplysninger, som giver forkerte signaler om udbud, efterspørgsel eller kurs på værdipapirer.
Men det kan også gøres ved at lave transaktioner, hvor fiktive indberetninger bliver brugt.
Desuden oprettede Finanstilsynet 148 sager i relation til markedsmisbrug sidste år. Det er på samme niveau som året før.
En del har dog tråde til udlandet. 26 af de oprettede sager var udenlandske forespørgsler.
Yderligere 36 sager blev sendt videre til myndigheder i udlandet, fordi de handlede om udenlandske værdipapirer, skriver Finanstilsynet.
Det er nyt, at statistikken viser fordelingen mellem danske og udenlandske værdipapirer.
Og den ændring giver et mere retvisende billede af antallet af markedsmisbrugssager, som vedrører det danske marked, påpeger Finanstilsynet.
/ritzau/