Det kan nu også ses på det danske aktiemarked, at der blev tastet forkert på den amerikanske børs torsdag aften.
Det danske C20-indeks over de mest handlede aktier er faldet brat med 3,2 procent fredag morgen. Det skriver Børsen.
Og det er ikke kun det danske aktiemarked, der lider under det amerikanske aktiecirkus. Samme tendens kan nemlig ses i Tyskland, Frankrig og Sverige, der melder om fald på omkring tre procent.
Det amerikanske Dow Jones-indeks faldt torsdag aften med 9,2 procent, fordi en børsmægler fik tastet 'B' for 'billions' frem for 'M' for millions.
Det er dog ikke kun den uheldige børsmægler, der kan klandres for børsfaldet i Danmark. Den økonomiske situation i Grækenland har også skabt uro på de europæiske markeder.