Børnefamilier fra andre EU-lande, der bor og arbejder i Danmark, får med øjeblikkelig virkning flere penge mellem hænderne.
Det er konsekvensen af en afgørelse fra EU-Kommissionen, som betyder, at herboende EU-borgere fremover har ret til børne- og ungeydelser fra den dag, de sætter fod i Danmark.
Hidtil har de, som følge af det såkaldte optjeningsprincip, måttet arbejde to år i landet for at gøre sig fortjent til den fulde ydelse. Men det er slut nu - til glæde for børnene, lyder det fra Børnerådet.
- Set ud fra et børneperspektiv er det ganske udmærket, siger formand i Børnerådet Per Larsen og fortsætter:
- Det er da dejligt, at der er mulighed for at give den sikkerhed og opbakning til børnene, der ligger i, at der kommer lidt ekstra penge at lege med.
Ændringen er ellers blevet mødt med skarp kritik fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som i sin tid indførte optjeningsprincippet. Men i Børnerådet tror man på, at ændringen vil forbedre livskvaliteten for de børn, hvis forældre nu får adgang til de fulde ydelser.
- Hvis ellers forældrene bruger børnechecken i den ånd, den er givet, altså at understøtte de omkostninger, der er ved at have et barn, så kan det jo kun gøre, at livskvaliteten for de børn bliver bedre, siger Per Larsen.
Praksisændringen træder i kraft med øjeblikkelig virkning. Ændringen af loven om børne- og ungeydelser vil derimod først træde i kraft til efteråret.
/ritzau/