En snevejrsdag uden kælk. Det er der ikke meget ved for de fleste børn.
Det mener Dan Cliff Pedersen, der har en Fætter BR i Holbæk, også, skriver BT.
Med udsigt til, at sneen snart ville forsvinde igen, skrev han i en lokal Facebook-gruppe, at han ville slå dørene til butikken ekstraordinært op, hvis der var stemning for det. Og det var der, så søndag mellem 10 og 11 kunne de lokale børn komme ned og få fingere i en kælk.
BT fangede Dan Cliff Pedersen kort efter åbningen.
- Indtil videre har der været to personer. Og hvis der ikke kommer flere end det, så har det for mit vedkommende allerede været en succes, for de to børn var rigtig glade, siger han til avisen.
Han afviser, at der skulle være et økonomisk incitament for at åbne butikken.
- Nej, det er udelukkende for børnene. Det ville bare være skideærgerligt, hvis de ikke havde kælk. Det kommer jo til at tø senere, så det er nu, det gælder, siger Dan Cliff Pedersen.