Politiet har stadig massivt fokus på børnelokker-sagen, hvor en mand i en hvid varevogn i flere omgange skulle have forsøgt at komme i kontakt med små børn.
Den seneste episode er fra i søndags, hvor en 10-årig pige blev jagtet af manden, inden hun søgte tilflugt hos et ældre ægtepar. Det skete i Jyllinge nord for Roskilde.
Midt- og Vestsjællands Politi har siden i søndags fået masser af henvendelser fra borgere, der mener at have set en hvid varevogn. Men de har endnu intet konkret at gå efter.
- Bare her i eftermiddag har vi fået tre-fire henvendelser fra borgere, som har set en hvid varevogn med sorte striber på siden. Men der kører jo mange hvide varevogne rundt, så vi har ikke noget konkret endnu, siger vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Avisen.dk.
Han opfordrer dog sjællandske borgere til fortsat at holde godt øje med hvide varevogne, hvis der sker noget mistænkeligt.
- Man skal tage kontakt til os med det samme. Det er en meget alvorlig sag, siger Henrik Olesen.
For tre uger siden blev en 10-årig dreng forsøgt hevet ind i en hvid varevogn, og noget tyder på, at det var samme gerningsmand, der var på spil i søndags.
Politiet beskriver ham som en mørkhudet mand, cirka 175 cm høj, almindelig af bygning, mørkebrunt, glat hår, iført sort jakke, sorte bukser med lommer på siden, sorte læderhandsker og sorte sko.
Området har angiveligt været ramt af lignende episoder de seneste måneder.
Borgere, der har eventuelle oplysninger om manden med den hvide varevogn med sorte striber på siden, skal rette henvendelse til politiet på telefon 1-1-4.